Drengen med kindersnitten
Skrevet af Beboerjournalist Mads Peter Holm
Vi har en hæk, der støder op til en stikvej, som bruges meget.
Den er lidt anderledes end de fleste hække, da den er tynd og gennemsigtig i bunden og tyk og ugennemsigtig i højden. Så hunden kan kigge ud på stien og ungerne, der går forbi, kan kigge ind til hunden. Det har både ungerne og hunden meget fornøjelse af.
Forleden da jeg stod og vandede i haven, dukkede der et lille mørkt hoved op over havelågen.
Jeg havde ikke hørt drengen komme, men hørte at han sagde ”hej” – så jeg satte vandkanden og gik ned og mødte ham fra den anden side af lågen.
”Har du nogen børn?”, spurgte han frejdigt – og der måtte jeg skuffe: ”jeg HAR børn – men de er voksne nu”, sagde jeg og kunne ikke undgå at se skuffelsen i drengens øjne.
Der blev, det jeg vil kalde, en tænkepause – og så tog drengen en dyb indånding og spurgte: ”har du så en kone?”.
Se det var heldigvis let at svare bekræftende på – drengens ansigt lyste op i et stort smil, mens han fra lommen tog en Kindersnitte op og gav mig: ”Så kan du dele den med din kone”, sagde han. En 6-7 årig dreng i gavehumør.
Et lille billede på en situation hvor ”jeg” bliver til ”vi”.